Pædagoger i arbejdet med ordblinde elever i grundskolen?

Som nyansat adjunkt ved UC Syd skal jeg de næste 3 1/2 år gennem et adjunktforløb, der afsluttes med en lektoranmodning. Det betyder, at jeg skal planlægge, gennemføre og reflektere over udviklingsprojekter både inden for en grunduddannelse – i mit tilfælde pædagoguddannelsen, efter- og videreuddannelsen (EVU) og Forskning og Udvikling (FoU). Den røde tråd i mine udviklingsprojekter kommer til at omhandle spørgsmålet om, hvordan pædagoger kan indgå i arbejde med ordblinde elever i grundskolen. I den forbindelse vil jeg meget gerne høre fra jer, der har erfaringer på området eller er interesseret i at få det. Det gælder både her i Danmark og i resten af Norden. Jeg har interesse i at se og høre om, hvordan pædagoger i skolen systematisk indgår i teamsamarbejdet omkring og med ordblinde elever i grundskolen. Min tese er, at et tæt samarbejde med pædagoger, lærere og læsevejledere vil kunne bidrage til at styrke elevernes læring, udvikling og trivsel, så mine spørgsmål er:

Hvilke kompetencer har pædagoger, lærere og læsevejledere til at styrke ordblinde elevers læring, udvikling og trivsel, og hvordan kan disse kompetencer komme i spil i arbejdet omkring og med ordblinde elever i grundskolen?

Mit ønske er i første omgang at besøge skoler, hvor der er et godt samarbejde mellem pædagoger, lærere og læsevejleder i indsatserne omkring og med ordblinde elever, for at få en indsigt i, hvordan der arbejdes. Her vil mit fokus være pædagogens arbejde med ordblinde elever. Efterfølgende er det min intention gennem aktionsforskning at kunne bidrage til at udvikle praksis på en skole, hvor der er et ønske om, at pædagogerne skal indgå i samarbejdet omkring og med ordblinde elever.

Min erfaring som læsevejleder i grundskolen er, at det primært er lærere og læsevejledere, der samarbejder omkring og med de ordblinde elever. Pædagoger er uddannet til særligt at have fokus på trivsel og sociale relationer og har samtidig den fordel i skolen, at de ofte er sammen med eleverne på tværs af fag, pauser og timer i skole og SFO/fritidsklub. Dermed har pædagogerne en bedre mulighed end lærerne til at danne sig et helhedsorienteret billede af elevens styrker og de udfordringer, som eleven møder i skolen på tværs af fag.

Lærere og læsevejledere skal fortsat være de primære undervisere i læse- og skriveudviklingen, for det er de uddannet til, men der er flere elementer i spil hos den enkelte elev, når der er tale om ordblindevanskeligheder. Laura Kongskov (2016) præsenterer den lektiologiske grundmodel (Kongskov, 2016, s. 226), som er et dialogisk afdækningsredskab, der kan anvendes i arbejdet med elever i skriftsprogsvanskeligheder. Modellen omfatter seks faktorer, der indgår som et samspil i ordblinde elevers skriftsprogskompetencer. Der er tre faktorer, der er knyttet til den enkelte elev: strategier, skriftsprogsvanskeligheder og selvforståelse, og så er der tre faktorer, der er knyttet til miljøet, nemlig teknologigrundlag, uddannelsesrammer og uddannelsesrelevante relationer. Pædagogerne vil i min optik med fordel kunne indgå i arbejdet omkring udvikling elevernes selvforståelse, succesforventning, motivation og trivsel, som er særligt vigtigt at have fokus på, når der er tale om elever med funktionsnedsættelse. Pædagogen vil også kunne støtte den enkelte elev med at kunne honorere nogle af de mange krav, der stilles til skriftsprogsarbejde i skolen (uddannelsesrammer). Pædagogen vil ydermere kunne være med til skabe og styrke gavnlige arbejdsrelationer med klassekammerater og andre elever med samme udfordringer (uddannelsesrelevante relationer). Som minimum bør pædagogen have kendskab til de overordnede læse- og skriveteknologiske funktioner med henblik på at kunne opfordre eleven til at anvende de forskellige LST-funktioner i læse- og skrivearbejdet (teknologigrundlag).

Er du enten pædagog, lærer eller læsevejleder i grundskolen, og har du eller ønsker du at få erfaring med en praksis, hvor pædagoger, lærere og læsevejledere indgår i et systematisk samarbejde omkring ordblinde elevers læring, udvikling og trivsel, så send mig meget gerne en mail på enten selm@ucsyd.dk eller signe@elmstroem.dk, så vi kan finde ud af, hvordan vi sammen kan arbejde videre med projekterne.

Line Leth skriver om den lektiologiske grundmodel på sin blog. Her er modellen tilpasset grundskolen: http://www.lineleth.dk/post/2018/04/08/lektiologisk-p%C3%A6dagogik-hvad-er-det

Litteratur: Kongskov, L. (2016). Den lektiologiske grundmode. I: Hjorth, K., Pedersen, A.L. (s. 225-264). Uddannelse og skriftsprogsvanskeligheder – Grundbog i lektiologisk pædagogik. Kbh.: Hans Reitzel

2 thoughts on “Pædagoger i arbejdet med ordblinde elever i grundskolen?”

  1. Hej Signe,

    Jeg er projektleder på et 3 1/2 forskningsprojekt, som startede i september og som måske kunne være relevant for dig, da det blandet andet har fokus på tidlige tegne på ordblindhed i 0.-2. klasse, hvor pædagogerne jo spiller en væsentlig rolle i den daglige undervisning.
    Du kan læse mere om projektet på følgende links og er velkommen til at kontakte mig, da hvis du mener, at det vi laver er relevant og du ønsker at indgå en dialog.
    https://innovationsfonden.dk/da/nyheder-presse-og-job/hjaelp-pa-vej-til-born-med-laese-og-skrivevanskeligheder
    http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/nyt-forskningsprojekt-skal-reducere-antallet-af-svage-laesere/
    https://skoleliv.dk/nyheder/art6820294/Nyt-forskningsprojekt-vil-lade-b%C3%B8rn-skrive-sig-til-bedre-l%C3%A6sning-%E2%80%93-og-en-computer-skal-kigge-med
    https://www.videnomlaesning.dk/aktuelt/nyheder/2019/indskolingselever-som-skrivere-hvilke-udviklingstraek-finder-man/

    Med venlig hilsen

    Janus Madsen

Skriv et svar til Janus Madsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *